Der er noget mystisk ved den maler, som bor på kroen. Han tilbringer godtnok det meste af sin tid foran sit staffeli som en maler bør, men hans motiver er underligt mørke og hver aften forsvinder han lige efter aftensmaden. Selskabelig kan man i hvert fald ikke kalde ham. 

Den Sorte Kjedel gemmer på mange kuriøsiteter samlet af slægten Barney. Skal sandheden om mordet findes i en ældgammel hemmelighed?

Kroen er meget gammel og gemmer på mange mystiske hemmeligheder, både gamle og mere nylige. Det er op til dig at opdage dem. 

Sagnet fortæller, at hun engang var en fin dame som boede på kroen for omkring 200 år siden. Hun bar på en stor sorg og en nat druknede hun sig i bækken. Siden den nat da er hun blevet set mange gange, vandrende klagende rundt i og omkring Bækhuset.
Dem der har set hende fortæller, at hendes øjne skinner med et vanviddens skær, men indtil nu har hun ikke gjort nogen fortræd. Så vidt det vides i hvert fald.

Ingen ved helt hvem hun er. Nogle kilder mener, hun er en tidligere tjenestepige, som blev fundet død for foden af loftstrappen. Andre at hun blev ofret af landsbyens ældre for at formilde heksen i sumpen. Uanset hvad, så ses hun oftest på loftet over stalden eller i selve stalden.
Folk der har set hende beskriver hende som ikke ret høj og klædt i hvide flagrende gevandter med uhyggelige mørke øjne. En sjælden gang imellem kan hun finde på at skrige og det siges, at man kan miste forstanden, hvis man hører det tæt på. Andre fortæller, de har mærket et lille skub, når de skulle ned af trappen, så det er helt sikkert en god ide at holde godt fast i gelænderet. 

Klokkeren er en af de mest uhyggelige spøgelser på kroen, men han ses ikke ret ofte. Han kaldes klokkeren, fordi hans tilsynekomst altid er ledsaget af en klokke der ringer.
Når folk i kroen hører klokken gemmer de sig hurtigt. Det hedder sig nemlig, at det bringer uheld at blive set af klokkeren. Det er ikke svært at skjule sig, for han leder ikke efter nogen, men går blot igennem kroen, næsten som om den ikke var der.
Nogle mener, at hans spøgelse er meget ældre end kroen, og at han af en eller anden grund er forbandet til at vandre frem og tilbage på en ældgammel vej som ingen længere husker. En vej som uheldigvis løber lige gennem krostuen.